Nyheder

Det kulinariske fix: Fastelavnsboller

5. februar 2016

På søndag slår alle børn katten af tønden. Men én ting man aldrig bliver for gammel til er en god fastelavnsbolle. Derfor bringer vi i denne måned opskriften på en velsmagende en af slagsen. Med eller uden marcipan - alt efter smag og behag. Opskriften er leveret i samarbejde med Højskolen Surhs Madakademiet. Velbekomme!

16 stk.

Det behøver du

Boller:
200 g smør
1½ dl mælk
50 g gær
350 g hvedemel
1 knsp groft salt
2 spsk sukker

Kagecreme:
2½ dl mælk el fløde
2 spsk sukker
½ stang vanilje
2 æggeblommer eller 1 æg
1 spsk majsstivelse

Glasur:
100 g flormelis
ca.  2 spsk vand
2-3 spsk kakao

Så let er det

Smelt smør og hæld mælk i. Rør gæren ud i blandingen og tilsæt resten af ingredienserne. Rør dejen med en ske. Den skal være lind. Lad den hæve tildækket ca. 30 min. Lav imens kagecreme.

Rul dejen ud på et meldrysset bord i en firkant ca. 30×30. Skær den i 16 kvadrater. Kom 1 spsk creme på dem. Bøj spidserne mod midten. Klem dejen godt sammen om cremen. Læg bollerne på bageplade med bagepapir med sammenføjningerne nedad. Efterhæv ca. 30 min. Bag midt i ovn ved 200 gr.
Afkøl bollerne på rist. Rør glasuren og smør det på de afkølede boller.

Kagecreme:
Bland alle ingredienserne i en gryde. Pisk det godt sammen. Kog cremen under omrøring ca. 3 min.
Afkøl cremen.

Glasur:
Rør glasur af flormelis, sigtet kakao og vand så det er tyktflydende. Smør det på de afkølede boller med en bred kniv.

Denne fastelavnsbolle er ikke af den supersøde “wienerbrødsslags" - det er hovedsageligt kagecremen og glasuren, der gør den sød. Du kan fx tilføje lidt marcipan i midten af bollen for at søde den endnu mere. Velbekomme!