Nyheder

Lærerstuderendes Landskreds’ formand: Tænk langsigtet, drop nedskæringerne!

10. oktober 2016

På torsdag den 13. oktober deltager Lærerstuderendes Landskreds i Uddannelsesalliancens demonstrationer mod regeringens seneste varslinger om besparelser på uddannelsesområdet og Statens Uddannelsesstøtte (SU). 

Baggrunden for de anlagte demonstrationer er, at regeringen igen i år har lagt op til store besparelser på uddannelsesområdet for at kunne finansiere deres store 2025-plan. Dette betyder, at de studerende rammes på pengepungen, hvilket har alvorlige konsekvenser for deres uddannelse.

Regeringen ønsker nemlig at beskære SU’en, så de studerende får mindre i SU om måneden og samtidig mister retten til et ekstra års SU. Derfor risikerer de studerende at skulle ligge flere timer i deres studiejobs, hvilket forringer deres forberedelsestid til timerne og muligheden for at fordybe sig i studiet.

Uddannelsesalliancen kalder derfor til demonstration mod de stort anlagte velfærdsbesparelser for at gøre regeringen opmærksom på, at de er på den gale vej og må ryste posen igen.

”Vi vil gerne have gjort op med besparelsestyranniet. Sidste år var det nedskæringer på vores uddannelser, og nu vil de også skære i SU’en. Vi kan ikke studere og arbejde på samme tid, og det vil kun forringe kvaliteten af vores uddannelse, når vi ikke har tiden til at fordybe os i den,” lyder det fra Lærerstuderendes Landskreds’ formand, Christian Dalby. 

”Derfor deltager vi sammen med resten af Uddannelsesalliancen i demonstrationer foran Christiansborg og i landets andre store byer for at gøre politikerne opmærksomme på, at de jonglerer med kvaliteten af vores uddannelser og Danmarks fremtid.”

Uddannelsesalliancen er en sammenslutning af landets studie- og elevorganisationer, som arbejder for at skabe de bedste rammer og uddannelser for landets studerende. Læs mere om Uddannelsesalliancen her

Demonstrationerne foregår den 13. oktober i Aalborg, København, Odense og Århus og starter klokken 16.00. Læs mere på demonstrationernes Facebookevent.

Facebookevent:

Aalborg

København

Odense

Århus