Nyheder

Månedens Lærerstuderende

2. juni 2015

Hver måned bringer vi ’Månedens Lærerstuderende’, som er et interview med en – eller flere - lærerstuderende, der har udmærket sig på positiv vis på sit uddannelsessted. Har en af de dine medstuderende gjort sig fortjent til titlen – så send en mail til Lærerstuderendes Landskreds med en kort tekst om, hvorfor den pågældende person skal have titlen.

Hvem: Pia Sundahl Pedersen& Annika W. Nielsen

Hvad: Engagerede i at arbejde for et godt studiemiljø

Hvor: Læreruddannelsen Jelling

Kan I beskrive, hvordan I arbejder for at skabe et godt studiemiljø?

Vi har arrangeret forskellige aktiviteter på studiet – både af social og faglig karakter. Vi har derudover været meget bevidste om at støtte op om de øvrige andre arrangementer, der har været på uddannelsesstedet – jo flere deltagere, jo bedre. Vi er desuden altid klar med en hjælpende hånd - både for de studerende og for uddannelsesstedet. Det er sjældent, at vi siger nej. Vi bidrager til at gøre stedet levende, og er ofte at finde ’hvor det sker’.

Hvorfor har I valgt at engagere jer i jeres studiemiljø?

Vi har valgt at engagere os, da vi vidste, at vi skulle bruge minimum fire år herude, og vi ville derfor have mest muligt ud af det. Det skulle være fire gode år, og det er jo altid sjovere, når man selv engagerer sig. Desuden er det en rigtig god måde at møde andre studerende på.

Vi har siddet i en række udvalg. Pia har blandt andet siddet i De Studerendes Råd, Studieordningsudvalget, Fællesrådet, ’Gør-dig-lækker’-loungen og været tutor. Annika har blandt andet siddet i De Studerendes Råd, været en del af klubstyrelsen i Lærerstuderendes Landskreds, bestyrelsesmedlem i Idræt- og udelivsforening, ’gør-dig-lækker’-loungen og været tutor.

Hvad får I personligt ud at jeres engagement?

Vi har fået en masse nye og bekendtskaber, og det har haft stor betydning at have indflydelse på de ting, som er sket omkring os. Desuden har det bragt os masser af glæde - til tider også frustrationer, når tingene ikke vil lykkedes, men oftest går det jo godt, og man får gjort en forskel, hvilket har været meget vigtigt for os.

 Pia og Annika er blevet indstillet af fire medstuderende, der skrev ind med begrundelsen: 

'Vi indstiller Pia Sundahl Pedersen og Annika Winther Nielsen for det arbejde, de begge har gjort for de studerende på Læreruddannelsen Jelling. De har begge altid været gode til at støtte op om de arrangementer, som der har været på UCL-Jelling. De har altid hjulpet folk, når de har bedt om det. De har styr på studieordningen og hjælper altid med faglige problemstillinger, når vi spørger om hjælp. 

Du kan skrive ind til Lærerstuderendes Landskreds på nyhedsbrev@llnet.dk og nominere en af dine medstuderende.