Nyheder

Ny på studiet: Den nagende tvivl

24. november 2015

I serien ’Ny på studiet’ følger vi Mia Ilsøe, som startede på læreruddannelsen i Aalborg for tre måneder siden. I denne artikel fortæller Mia om sit største dilemma i forhold til læreruddannelsen. 

Mia har haft mange overvejelser, allerede inden hun startede på læreruddannelsen. Pædagoguddannelsen var inde over på grund af kontakten med børnene. Men samtidig har hun et hjerte, der banker for matematikken.

- Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg helst vil undervise i indskolingen eller udskolingen. I forhold til indskolingen er det børnene, der trækker – og det er kun blevet forstærket efter jeg var ude i observationspraktik med indskolingseleverne. Omvendt trækker matematikken – altså det fag-faglige - også i mig i forhold til udskolingen – så det er et svært valg, fortæller Mia.

Hun har dog på ingen måde lyst til at skifte klasse, da hun er meget glad for det sociale sammenhold. Så selvom tvivlen er der, har Mia ingen konkrete planer om at skifte spor.