Nyheder

Nyklækket lærer i job: Der er langt fra teori til praksis, men det er sjovt!

29. september 2016

I det kommende år følger vi den nyuddannede lærer, Andreas Olesen, for at høre om hans udfordringer og successer med at være ny lærer i job. Til at starte med vil vi høre lidt om mødet med hans nye elever, kollegaer og om at skabe et godt læringsmiljø.

Den 1. august i år startede den 28-årige Andreas Olesen på sit nye job som folkeskolelærer på Midtskolen i Haslev. Forud var der gået fem år som lærerstuderende ved læreruddannelsen i Vordingborg, nogle skriftlige ansøgninger og en obligatorisk ansættelsessamtale.

Heldigvis kunne Andreas hurtigt sadle om til et liv som klasselærer for 4.b. Alligevel viste overgangen fra det gode studieliv til arbejdslivet sig at være en smule anderledes samt en mere udfordrende proces end ventet.

”Det har været turbulent, sjovt, hårdt og udmattende, men ikke mindst en stor fornøjelse,” lyder det kort fra den unge lærer om hans nye liv, som uddyber:

”Jeg kan mærke, at der er en stor forskel på at gå fra teori til praksis. I forhold til klasseledelse er det nemmere sagt end gjort. Jeg har i hvert fald kunnet mærke forskellen fra at være klasselærer i forhold til min tid i praktikken og som vikar. Det tager noget tid at etablere en god relation til eleverne.”

Med rettidig omhu

Derudover har det været lidt af en udfordring at orientere sig i det nye liv som klasselærer. Det kræver et godt overblik, evnen til at tænke i detaljer og ikke mindst at huske andre på dem.

”Vi er presset på tiden, så det kan betale sig at planlægge forud. Det gælder alt fra at bestille IT-lokaler til at orientere forældrene om håndboldturnering og huske dem på, at børnene skal have et håndklæde med. Der er fart på, når man har ansvaret for en hel klasse, så jeg har lært at værdsætte en middagslur,” lyder det grinende fra køgeboeren.

Der er dog altid hjælp at hente for en nyklækket lærer. Andreas har nemlig hurtigt oplevet værdien af det gode kollegiale fællesskab i lærerværelset.

”Det kollegiale aspekt af arbejdslivet er virkelig kommet bag på mig. Det er virkelig hyggeligt og super vigtigt. Vi bruger hinanden til sparring på det faglige niveau, og hvis man har udfordringer med sin klasse. Det er super fedt at kunne samarbejde med de mere erfarne kollegaer.”

Smil til verden

Alligevel ligger belønningen lige om hjørnet. For når arbejdet først er blevet til hverdag, og eleverne og Andreas endelig har sporet sig ind på hinanden, så begynder en ny og interessant tid. Selvom han dog til tider selv må stå for skud for lidt sjov i gaden. 

”Jeg glæder mig til at træde ind i klassen. Man får den benhårde sandhed at vide af eleverne lige fra morgenstunden. Har jeg en bussemand i næsen eller ikke sat mit hår, så får jeg det straks at vide,” forklarer Andreas med latter i stemmen og fortsætter:

 ”Det må man bare tage med et smil og give lidt igen. Det har virkelig en smittende effekt, så det gælder om at se lidt ud over egen forfængelighed, møde dem i øjenhøjde og ikke være den bestemmende type. Det kan børn godt lide, så det vil jeg klart anbefale andre.”

Bag om Andreas Balmer Olesen

Alder: 28 År

Hjem: Køge

Uddannelsessted: Professionshøjskolen Sjælland i Vordingborg

Undervisningsfag: Matematik, samfundsfag og idræt

Job: Klasselærer for 4.b på Midtskolen afdeling Sofiendal i Haslev, Faxe Kommune.