Nyheder

Oktoberkursus ’15: Sidste chance for at melde sig til

1. oktober 2015

I dag er det sidste chance for at melde sig til kursusweekenden ’Folkeskolen – nye muligheder’. Kursusweekenden har fokus på samarbejdet mellem lærere og pædagoger i folkeskolen. 

I weekenden d. 30. oktober – 1. november ’15 samles op mod 100 lærerstuderende og pædagogstuderende til kursusweekend om samarbejdet mellem pædagoger og lærere i folkeskolen. Kursusweekenden afholdes i København, på Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS.

På kursusweekenden kan deltagerne blive klogere på, hvilke nye muligheder det tværprofessionelle samarbejde giver. Og de får lejlighed til at drøfte potentialer og udfordringer med både lærer- og pædagogstuderende.

Oplægsholderne

Oplægsholderne tæller bl.a. professor og læringsekspert fra DPU, Knud Illeris, som kommer og øser ud af sin viden. Vi får besøg af Balder Brøndsted fra legefabrikken, som vil give praktiske eksempler på, hvordan idræt leg og bevægelse kan bruges som pædagogisk og didaktisk redskab i skoleundervisningen. Og Trine Ankerstjerne, lektor på UCC’s pædagoguddannelse, vil have fokus på overgange i et børneliv og den skolepolitiske dagsorden.

Se programmet og læs mere her.