Nyheder

Slutspurten: Min første 'rigtige' jobsamtale

10. juni 2015

25-årige Christina Petersen, fra Læreruddannelsen Roskilde, er hovedpersonen i serien ’Slutspurten’, hvor Christina kommer til at dele sine tanker om snart at skulle skifte titlen som lærerstuderende ud med færdiguddannet lærer. Læs anden artikel og find blandt andet ud af, hvad Christina tænker om hele processen omkring at få et job.  

Foreløbigt er der ikke et lærerjob, der venter Christina til august. Men til trods for at jobbet ikke er i hus, er Christina meget fortrøstningsfuld i forhold til, at der nok skal komme et inden for en overskuelig fremtid.

Ansøgningsprocessen er i fuld gang

De seneste par måneder har Christina, sideløbende med færdiggørelse af BA’en, været flittig til at sende ansøgninger ud til skoler, der søger lærer med hendes profil.

Jobsøgningsprocessen har allerede kastet nogle samtaler af sig, hvilket for Christina overstråler det faktum, at det ikke er mundet ud i et job endnu. Bare dét at Christina allerede bliver kaldt til samtale giver hende håb om, at der nok inden så længe skal være et job til hende.

Afslag med positiv feedback

I sidste uge fik Christina afslag på et job. Afslaget blev grundigt forklaret, hvilket gjorde at afslaget gav mening.

- Jeg fik af vide, at jeg virkede til at have en god personlighed, og at jeg på mange måde passede rigtig godt til skolens visioner og lærernes arbejdsmetoder. De følte dog, at jeg passede bedre til udskolingen, og da stillingen var rettet mod indskoling, havde de jo en pointe. Telefonsamtalen mundede dog ud i, at jeg blev anbefalet at sende en uopfordret ansøgning til den efterskole, som er tilknyttet den skole, jeg var til samtale hos. Det vil jeg helt sikkert gøre.

- Desuden fik jeg af vide, at skolen, som jeg var til samtale hos, meget gerne ville beholde min ansøgning til, hvis de får en ledig stilling i udskolingen. Så jeg er egentlig meget godt tilfreds med udbyttet af min første ’rigtige’ samtale – det er jo skønt at få af vide, at man virker fagligt stærk og har en god personlighed.