Nyheder

Formandens sommerbrev

1. juli 2016

Formanden, Christian Dalby, ønsker god sommerferie til jer alle - og tillykke til de nye dimittender.

Kære medlemmer

Der er meget godt at glæde sig til i en sommerferie.  Det er en tid, hvor der er plads til ro og eftertanke, is i maven og måske på næsen - hvis isen da ikke målstyres direkte ned i mavesækken.

Nyd den endelig - for det har været en lang og broget vej hen til vores sommerferie i år. 

Vi har nemlig oplevet, at vores uddannelsesbekendtgørelse er blevet forsøgt tilpasset til virkeligheden i folkeskolen. Vi har læst en rapport, som roser vores uddannelser for at implementere nye styringstanker.

Samtidig har vi dog også været vidne til, at der stadig er lang vej endnu, før vi alle oplever en meningsfuld hverdag på vores uddannelse.

Mange har fortalt mig, hvor meget de glæder sig til at være lærere. De fleste har også tilføjet, at tiden på læreruddannelsen er god – men den også kan blive bedre. Det vil vi fortsat kæmpe videre med!           

Til alle dimittender vil jeg gerne ønske tillykke med jeres nye uddannelse. Jeg håber, at I vil se tilbage på læreruddannelsen som et sted, der har gjort jer klogere på jer selv og på den nye rolle, som I træder ind i efter sommerferien.  

Flere af jer har dog oplevet at starte på en uddannelse, som siden jeres begyndelse på studiet har ændret sig til at være en helt anden. Jeres oplevelser med at stå midt i et skifte kan måske ikke direkte oversættes til det traditionelle lærererhverv.

Alligevel håber jeg, at I ud fra egne erfaringer, engagement og gå-på-mod kan være med til at hjælpe eleverne med at navigere i efterdønningerne af den seneste reform - og hjælpe dem godt på vej.

Tillykke til alle dimittenderne – vi ses ude i skolerne!

Til alle jer andre vil jeg ønske jeg god sommerferie og huske jer på, at sommerferien er en god tid til at lade erfaringer og ny viden bundefælde sig samt være opladning til et nyt og lærerigt år. Vi ses igen ude på uddannelsesstederne til efteråret.

Men indtil da - lav noget unyttigt og slap af!

God sommerferie