Nyheder

Torben Chris indtog scenen på Læreruddannelsen Fyn

25. januar 2016

Den lokale LL-klub på Fyn stod bag stand-up arrangement med Torben Chris fredag d. 15. januar ’16. Philip Devantier, 4. årsstuderende på Læreruddannelsen Fyn, leverede opvarmningen. 

Arrangementet startede i fredagsbaren med god stemning og blev fulgt op af loungebar i festsalen.

Der blev solgt billetter i døren. Det betød, at de studerende, som først besluttede sig i sidste øjeblik også fik mulighed for at overvære showet. Medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds slap med en skaldet tyver – resten måtte af med 100 kr.

Stand-up med lærerfokus

Philip Devantier var booket som opvarmning. Han er selv lærerstuderende på Fyn – hvilket han brugte i sit show, hvor han henvendte sig meget direkte mod publikum.

Aftenens hovednavn, Torben Chris, som også er læreruddannet, stod for underholdning den næste halve times tid. Der blev grinet og hygget – også i loungebaren, hvor publikum indfandt sig efterfølgende og frem til arrangementet sluttede. 

Aftenen blev til i samarbejde mellem Festudvalget, Bunkeren (fredagsbaren) og LL Fyn - og var en stor succes for alle involverede.