Nyheder

Voxpop: Oktoberkursus 2016

16. november 2016

Vi har spurgt fire af deltagerne på årets Oktoberkursus, hvad de har fået med sig. For nogle var det en øjenåbner at møde lærere fra folkeskolen, og for andre var det de abstrakte teorier og tanker, som de fik mest ud af. For alle var det både en social og faglig oplevelse at være med til Oktoberkurset.

Josephine Barslev, Læreruddannelsen i Esbjerg

”Det er første gang, at jeg har været med til et LL-arrangement, og det har været vildt sjovt, spændende og inspirerende. Jeg har mødt en masse fede mennesker, og så har jeg også fået en masse fagligt med i bagagen. Det har især været interessant at diskutere dannelse med både undervisere, erhvervsfolk og andre studerende, og det har inspireret mig i forhold til, hvad jeg kan skrive bachelor om.”

 

Tobias Jacobsen, Læreruddannelsen i Århus.

”Jeg synes, at jeg har fået en helt ny indsigt gennem diskussioner med de andre deltagere og oplægsholderne, som har gjort mig klar over, hvor vigtig en rolle vi har som lærere. Vi er jo med til at påvirke eleverne, så de bliver til hele mennesker med stærke identiteter, integritet og gode værdier. Det synes jeg er utrolig vigtigt, og jeg ser allerede frem til at kunne arbejde med det i praktikken.”

 

Cecilie Guldbrandsen, Læreruddannelsen Campus Carlsberg.

”Jeg synes, at Oktoberkurset har været helt vildt givende med alle debatterne om dannelse og folkeskolens formål, og så har det været vildt spændende at mærke begejstringen fra oplægsholderne og høre om deres erfaringer fra folkeskolelivet. Det har helt sikkert vakt en række spørgsmål og tanker, som jeg helt sikkert kan tage med mig tilbage til studiet.”

 

Karen Jessens, Læreruddannelsen i Esbjerg.

”Jeg synes, at vi er blevet præsenteret for så mange interessante vinkler på ordet dannelse, og samtidig lært, at det er utrolig svært at definere ordet i praksis. Derfor har det været spændende at kunne høre om de forskellige traditioner, og hvad det betyder for mig at arbejde med dannelse i praksis. Jeg føler i hvert fald, at jeg har fået en masse værktøjer med mig, som jeg kan bruge, både på og når jeg er færdig på studiet."