Karensperiode
Bliv medlem i Lærerstuderendes Landskreds og undgå karensperioden i Danmarks Lærerforening, når du står som færdiguddannet.
Karensperioden er kort fortalt en periode, hvor du endnu ikke har optjent ret til konfliktstøtte og juridisk bistand fra Danmarks Lærerforening.
For at opnå ret til konfliktstøtte og juridisk bistand fra Danmarks Lærerforening skal du være meldt ind i Lærerstuderendes Landskreds (LL).
Melder du dig ind i LL under dit studie, bortfalder karensperioden. Dermed er du sikret konfliktstøtte og juridisk bistand, hvis du får et studiejob inden for Danmarks Lærerforenings overenskomstområde, eller hvis du kommer ud for en arbejdsskade i forbindelse med praktikken.
Venter du med at melde dig ind i Danmarks Lærerforening til du er færdiguddannet, har du først ret til konfliktstøtte og juridisk bistand efter tre måneders medlemskab. Samtidig går du glip af den rabat på dit kontingent, som du får ved at have været medlem af LL.
Har du under uddannelsen været medlem af Lærerstuderendes Landskreds, tildeles du som medlem af Danmarks Lærerforening kontingentfritagelse de første to måneder efter endt uddannelse. Herefter får du 50 % reduktion af kontingentet i 4 måneder. Et kontingent til Danmarks Lærerforening uden reduktionen koster ca. 500 kroner om måneden.