Bliv lærer
Hvorfor skal du blive lærer?
Læreruddannelsen er en af de største videregående uddannelser i Danmark. Lige nu er ca. 10.000 studerende i gang med at uddanne sig til lærer. Og der er også plads til dig!
At blive lærer er ekstremt meningsfuldt. Som lærer er du med til at guide og danne eleverne i deres faglige, sociale og demokratiske kompetencer. Du er med andre ord med til at forme fremtiden. Hvem ved, måske sidder den næste statsminister eller succesfulde iværksætter i dit klasselokale?
Sæt din faglighed i spil. Vær med til at forme fremtiden. Søg ind på læreruddannelsen.
Oliver valgte læreruddannelsen, fordi han synes, at psykologi og pædagogik er spændende.
Nikoline valgte læreruddannelsen, fordi hun gerne vil lave matematikundervisning med leg og bevægelse.
Lærerudddannelsen
Læreruddannelsen er en professionsbachelor, som tager fire år at gennemføre. Uddannelsen består blandt andet af:
- Lærerens grundfaglighed som består af fire fag (herunder pædagogik, didaktik og psykologi) samt valgfag.
- Undervisningsfag, der kvalificerer dig til at undervise i skolens fag.
- Praktik på alle fire studieår.
- En lærerfaglig bacheloreksamen.
Du kan søge og få SU under hele uddannelsen.
Du kan både komme ind på læreruddannelsen ved at søge via kvote 1 eller kvote 2.
- Kvote 1: Ansøgning via kvote 1 kræver, at du har en gymnasial uddannelse. Du skal desuden have bestået din gymnasiale uddannelse med et karaktergennemsnit på minimum 7,0.
Ansøgningsfristen for kvote 1 er d. 5. juli inden kl. 12.00.
- Kvote 2: Ansøgning via kvote 2 kræver også, at du har en gymnasial uddannelse. Du skal dog søge ind via kvote 2, hvis du ikke opfylder adgangskravet om et karaktergennemsnit på 7,0. Du skal også søge ind via kvote 2, hvis du ikke er sikker på at få et gennemsnit på 7,0 eller derover.
Som kvote 2 ansøger bliver du kaldt ind til en opfølgende samtale, hvor uddannelsesstedet vil vurdere dig individuelt ud fra de kriterier, de har fastsat for kvote 2 ansøgere. Vær opmærksom på, at kriterierne kan variere fra læreruddannelse til læreruddannelse.
Ansøgningsfristen for kvote 2 er d. 15. marts inden kl. 12.00.
Dansk… Engelsk… Biologi… Geografi… Madkundskab…
Du kender dem sikkert godt. Det er bare nogle af de mange fag, der undervises i på landets folkeskoler.
Som lærerstuderende kan du vælge at dygtiggøre dig inden for en lang række undervisningsfag.
Hvert fag har et adgangskrav, du skal opfylde for at kunne vælge det som en del af din læreruddannelse.
Læreruddannelsen officielle navn er ”uddannelse til lærer i folkeskolen”.
Derfor er det selvfølgelig helt oplagt at blive folkeskolelærer med en læreruddannelse i bagagen. En stor del af de lærerstuderende forestiller sig da også at søge job i folkeskolen, når de er færdige med deres uddannelse.
Men læreruddannelsen åbner også døre til en masse andre spændende jobmuligheder.
For det første kan du efter- og videreuddanne dig. Det kan du f.eks. gøre samtidig med, at du arbejder i folkeskolen. Gennem efter- og videreuddannelse kan du få særlige kvalifikationer, der giver mulighed for at arbejde som bl.a. skolepsykolog, læsevejleder eller praktikvejleder.
For det andet kan du også få job på f.eks. specialskoler, efterskoler, privatskoler og en lang række andre uddannelsesinstitutioner, der kræver stærke undervisningskompetencer.
Du kan starte på en læreruddannelse rigtig mange forskellige steder i Danmark. Mere konkret er der 17 steder i landet med en læreruddannelse. Du kan selv vælge, om du vil tage uddannelsen med fysisk fremmøde eller delvist eller helt digitalt.
Her ligger læreruddannelserne:
Bornholm
En af landets mindre læreruddannelser, der byder på intimt undervisningsmiljø og lejlighedsvise undervisningsforløb i København.
Campus Carlsberg (København)
Her finder du landets største læreruddannelse, som deler adresse med en lang række andre uddannelser. Der er med andre ord rig mulighed for at møde en masse nye mennesker i industrielle omgivelser med lækre undervisningslokaler.
Esbjerg
I Danmarks femtestørste by lugter der altså ikke af fisk. Til gengæld er sammenholdet stærkt, og du har mange muligheder for gode studieår fyldt med store oplevelser. Her findes mange forskellige uddannelser, som giver et unikt tværfagligt miljø.
Haderslev
Det, der startede som et tysk statsseminarium, er i dag læreruddannelsen i Haderslev. Bygningerne er stadig smukke og emmer af traditioner. Her møder man blandt andet en masse internationale lærerstuderende.
Hillerød
Her ligger Danmarks nyeste læreruddannelse, som så dagens lys så sent som i 2023. Uddannelsen byder på godt studiemiljø, som de studerende er meget begejstrede for.
Hjørring
Det er Danmarks nordligste læreruddannelse, hvor de synger morgensang sammen hver dag.
Holstebro
På en lille læreruddannelse i kernen af Vestjylland med smukke omgivelser, kan man blandt andet vælge linjen ”efterskolelærer”.
Jelling
Med Danmarks dåbsattest (Jellingestenen) lige ved siden af giver dannelsen som lærer næsten sig selv. Uddannelsen er et traditionsrigt sted med et stærkt foreningsliv.
Nyelandsvej (Frederiksberg)
Denne uddannelse ligger klos op ad en vaskeægte folkeskole (og måske kommende arbejdsplads). På selve læreruddannelsen er det svært at komme uden om de mange foreninger, som til dagligt fordrer et fantastisk studiemiljø.
Nørre Nissum
Det er blandt andet her, du finder den internet-baserede læreruddannelse, der giver dig større mulighed for at tilrettelægge din egen tid og skabe en fleksibel hverdag.
Odense
Her har de en fremragende fredagsbar, som er placeret i kælderen. Derfor hedder den selvfølgelig ”Underhuset”.
Roskilde
På denne uddannelse omtaler de studerende deres fredagsbar ”Borgen”.
Silkeborg
Her kan man blandt andet vælge ”sportstrænerlinjen” og blive certificeret træner.
Skive
Her er den faglige stolthed i højsædet, da læreruddannelsen ligger helt for sig selv. Langt de fleste andre steder ligger læreruddannelsen ellers sammen med andre uddannelser.
Vordingborg
Den lokale læreruddannelse på Sydsjælland med Gåsetårnet i baghaven. Her har man også en international linje, som tiltrækker studerende fra hele verden.
Aalborg
Her omtaler de lokale studerende ofte læreruddannelsen som "CME", fordi den ligger på Mylius Erichsens Vej og bliver kaldt Campus Mylius Erichsen.
Aarhus
Her finder du en af landets største læreruddannelser, som blandt andet kan bryste sig af at udbyde alle undervisningsfag.
Hvad er Lærerstuderendes Landskreds?
Lærerstuderendes Landskreds (LL) er studenterfagforening for de lærerstuderende. Det betyder altså, at du kan blive medlem af LL, hvis du er startet på læreruddannelsen. LL er et politisk og socialt fællesskab, der kæmper for de lærerstuderendes rettigheder, både på uddannelsen, i praktikken og som nyuddannet. Vi tilyder også en masse kontante fordele, som gør det bedre, lettere og billigere for dig at være lærerstuderende. Det koster kun 59 kr. om måneden at være medlem af LL ,og du bliver en del af et stærkt fællesskab med tusindvis af andre lærerstuderende i hele Danmark.